Den sorte ring
”Hvad frygter du mest?” Jeg ser på Angie.
”Ud over at dø?” Hendes stemme er alvorlig.
”Ja, ud over at dø.”
”At ingen af os går hele vejen.” Angies ord hænger i luften.
Gina bor i fattigkvarteret Den sorte ring. Under den sidste pandemi mistede hun sin lillebror. Nu er hendes mor gravid igen, og Gina vil gøre alt for at give den lille ny et mere sikkert liv, for hvornår rammer den næste pandemi? Hun, veninden Angie og dennes irriterende kæreste, Certo, melder sig til PIONER, et realityshow, hvor man kan vinde livslang sygesikring for hele familien. De tolv udvalgte deltagere skal overleve et år i en human backup-base på det øde Mount B. Men hvad er sandsynligheden for, at de alle tre kommer af sted?
Den sorte ring er en actionfyldt fremtidsfortælling, som foregår i en verden hærget af pandemier. Tre unge kæmper for et bedre og mere retfærdigt liv. Og for kærligheden.
Forlaget Fiktion 2025
Materialevurdering
Kort om bogen
Verden er hærget af pandemier og for at sikre deres familier melder Gina, Angie og Certo sig til et realityprogram, hvor præmien er en livstids-sygeforsikring til hele familien. Men kommer de alle tre med i programmet? Science fiction for 14-16-årige
Beskrivelse
I en fremtid, hvor pandemi efter pandemi hærger, is byen Prospect City inddelt i zoner, som kan lukkes af for at undgå smitte. De rige bor i deres egen zone og har med deres sundhedsforsikring adgang til vaccine og andre goder. I bydelen Den sorte ring bor de fattige, som ikke har råd til sundhedsforsikringer. Her bor Gina med sin familie. Under den sidste pandemi mistede Gina sin lillebror. Nu venter hendes mor sig igen, men hun bløder og har plukveer, så Gina er bange for at moren skal miste det ufødte barn. Gina ønsker brændende at sikre sin familie, så da hun hører om realityprogrammet Pioner, hvor præmien er en livstids-sundhedsforsikring til vinderen og dennes familie, ansøger hun om at deltage sammen med sin veninde og dennes kæreste. Men hvad er sandsynligheden for at de alle tre kommer med, når der kun skal bruges 12 deltagere?
Vurdering
Virkelig velskrevet dystopisk roman om venskab, familie, sorg og mod. Sproget er flydende og kapitlerne korte, og man har hele tiden lyst til lige at læse ét kapitel mere
Andre materialer om samme emne
Læsere af dystopier kan fx også anbefales Jorden kalder Chloe
Vurderet af Mette Balle Christensen


