Isens hjerte 1 - Ismanerne fra Tild

Aira og Ulk bor i en verden fuld af is og magi. Aira er ismaner. Ulk er fanger. Tilsammen er de modige. Og mod får de brug for.

En dag kommer Ulk hjem fra en rejse mod syd og fortæller, at byen Tild er begyndt at smelte. Byens ismanere er sporløst forsvundet, og ingen ved hvorfor. Men så får Airas bedstemor et frygteligt syn. Onde kræfter er på spil, og Aira og Ulk er de eneste, der kan gøre noget. De skal forhindre, at al isen smelter.


1. del i serien om Isens hjerte.

Carlsen 2019 - Se en læseprøve her


Materialevurdering

Kort om bogen
Spændende og letlæst 1. del af ny fantasyserie om den unge ismaner Aira og hendes ven Ulk. For børn fra 9 år.

Beskrivelse
Pigen Aira er ismaner, som kvinderne i hendes familie har været det igennem generationer. En dag fortæller hendes ven, Ulk, at den nærliggende by af is er ved at smelte, og at byens ismanere er forsvundet. Airas bedstemor har i et syn set, at onde kræfter er på spil, og at det kun er Aira og Ulk, der kan forhindre, at deres verden af is smelter. Forfatter Ida-Marie Rendtorff har skrevet mange bøger for børn og unge, bl.a. serien "Stemmetyven". Illustrator Emil Landgreen har bl.a. illustreret serien "Den skjulte nøgle".

Vurdering
Det er en rigtig lovende og vellykket start på en ny letlæst fantasyserie. Rammerne bliver sat mht. omgivelser, hovedpersoner og problematik, og det skal blive spændende at følge handlingen videre frem. Temaet om en verden, som trues af smeltende ismasser, er desværre meget aktuelt. Bogens slutning er åben, og man ser frem til at høre mere om ismanernes skæbne. Bogens layout er flot og med fast bind. Illustrationerne er smukke og stemningsskabende og holdt i naturfarver, som passer fint til bogen. Bogen er opdelt i 10 korte kapitler og skrevet med en åben, læsevenlig skrift. Bogen er også velegnet til højtlæsning fra ca. 7 år.

Andre bøger om samme emne
Læsere af serierne "Elverdronningens riddere" og "Den skjulte nøgle" vil også synes om denne bog. Til bibliotekaren Bogen er et velkomment supplement til bibliotekets øvrige letlæste fantasyserier og kan varmt anbefales.

Materialet er vurderet af: Lone Rahbek Christensen

Ida-Marie Rendtorff E-mail: ida-marierendtorff@hotmail.com Telefon: 22397456