Den druknede soldat

kloden under vand
Køb
Jeg hedder Lara, er 14 år, og jeg har lige set en død.
Båden gynger sagte under mig. Jeg ligger på ryggen og gisper efter luft, mens jeg stirrer op i den blå silkehimmel. Jeg bliver ved med at se den druknede for mig. Den druknede soldat i den oversvømmede by.

Det meste af Jorden er oversvømmet. Kun højtliggende landområder stikker op af havet som øer. I øriget Montanien hersker bjergfolket, og med pigtråd, høje mure og skarpladte våben holder de søfolket ude.

Lara og hendes ven Jarii bor på en kunstig flydeø. De er blandt de ældste i en flok dykkerbørn, som under slavelignende forhold arbejder for dykkerbossen 'Tudsen'. Han sender børnene ned i de oversvømmede byer efter ting, som kan sælges på markedet i bjergfolkets skarpt bevogtede hovedstad Tenaffa.

Lara og Jarii støder på den druknede soldat under et dykkertogt. I hans taske finder de en logbog med oplysninger, der kan blive altafgørende for søfolket … og ikke mindst for Laras familie.

Den druknede soldat er første bind i trilogien Kloden under vand.

Serien er solgt til udgivelse i både Tyskland og Norge.


Uddrag af anm. Kloden:

-          Vi får rigelig spænding og uhygge, og der er lagt op til en alvorlig konfrontation. Jan Vandall, 24timer

 

-          Kloden under vand er en spændende historie. Lara og Jarii er levende beskrevet … Damian Arguimbau, Weekendavisen.

 

-          Skræmmende godt fortalt og en ret sørgmodig gengivelse af, hvad der måske kunne ske, hvis ikke vi passer bedre på vores klode …” Rikke A.J. på Saxo.com

 

-          Kloden under vand var en rigtig god oplevelse! Det er gribende og spændende fortalt, og dystopien mindede mig på visse (gode!) punkter om bøger som The Hunger Games af Suzanne Collins og Det døde land af Josefine Ottesen … Kit A. Rasmussen på Saxo.com

 

-          Ida-Marie tager et af de mest vigtige - hvis ikke det vigtigste - af det 21.-århundredes problemer op: Forurening og den medfølgende opvarmning af vores klode … Det er en fremtidsvision, man sagtens kan læse i skole. Jan Vandall, Bogvægten

 

-          Bogen er rigtigt god, og jeg glæder mig allerede til, hvad Ida-Marie Rendtorff finder på til de næste to bind (det er nok lidt tidligt, men det gør jeg altså)! Desuden er det en flot bog, som jeg tror vil kunne lokke mange til, bare på grund af forsiden og den spændende tekst bagpå. Martin, Boggnasker.dk

 

-          … jeg kan kun sige, at man skal glæde sig til Kloden under vand! Den er fantastisk og sød og sørgelig og VIDUNDERLIG! :D Anna Chokyo Chan Wørmer/Facebook

 

-          Kloden under vand er spændende, og man får automatisk en trang til at læse videre og videre. Man føler med Lara, når hun oplever sorger og glæder, og nyder at få lov til at opleve hendes overvældelse af at se ting, hun aldrig har set før… Mia Smidt Clausen, Facebook

 

-          Bogen kaster læseren lige ud på det dybe hav … Handlingen sætter gang i tankerne og især de malende beskrivelser af byerne under vand fik ordet ’klimadebat’ til at dukke op i mit hoved … :D Kirstine Moser Bøhme, Facebook

-          Det behagelige sprog fik mig til at læse videre til sidste side var vendt. Jeg synes Rendtorff fik fortalt og vist verdenen godt … Lara er en sød, men stærk person, der gerne ofrer sig for de svage … Bogen var god, og jeg glæder mig til fortsættelsen, som slutningen lægger op til. Bookaholic.dk

 

-          Den druknede soldater en spændende bog, som ikke ligner noget jeg har læst før … Hvad sker der hvis verden bliver oversvømmet? Hvem tager magten? Hvordan vil vi overleve? Det er bare nogen af de spørgsmål Ida-Marie Rendtorff stiller i Den druknede soldat.Æseløre.dk Rikke Dyrhave Nissen

-          ’Kloden under vand’ er en utroligt velskrevet historie, hvor man straks fanges ind af bogens intense og fortrolige tone. Sproget er flot med gode metaforer og stemningsbilleder. Jeg har ikke læst så god en science fiction for unge siden Josefine Ottesens Det døde land … Lektør Vera Hollerup

-          Handlingen og ikke mindst den skræmmende fremtidsverden er meget original, og jeg glæder mig som et lille barn på den næste bog i serien. Især med sådan en slutning. Sabines bogblog

-          … historien er både spændende og velskrevet. Ida-Marie Rendtorffs sprog er meget ubesværet og letlæseligt, og man flyder gennem bogen side for side, samtidig med at man er godt underholdt. Det skræmmende fremtidsscenarie virker realistisk og troværdigt … Troldspejlet

 

Anmeldelser i deres fulde længde

 

Kloden under vand

Forfatter: Ida-Marie Rendtorff

208 sider

Forlag: Gyldendal

Udg.: 23.03.2012

4 glober

 

Ida-Marie Rendtorff har udgivet flere bøger og desuden oversat en hel del. Hendes nyeste Kloden under vand er en uhyggelig fremtidsroman for unge (fra 12 og opefter). Ida-Marie tager et af de mest vigtige - hvis ikke det vigtigste - af det 21.-århundredes problemer op: Forurening og den medfølgende opvarmning af vores klode, som vi allerede er begyndt at se følgerne af. De store oversvømmelser er ikke længere noget, som kun findes i skrækscenarier i fremtidsromaner, men er en realitet, som vore børn og børnebørn kommer til at se i øjnene og slås med.

Når vi har et konstant stigende befolkningstal samt mindre og mindre jord til at leve på og til at dyrke afgrøder på eller til græsning, er det en klar katastroferecept. I Kloden under vandhar tingene absolut gået helt galt. Nu lever man på på flydende sammenflikkede 'øer' og kæmper om de sidste bjergtoppe.

Livet er utroligt hårdt. Lara og Jarii er børnearbejdere (nærmest at ligne med slaver) på en dykkerbåd. At dykke efter gamle sager i oversvømmede huse og byer eller at fiske er nogle af de få arbejdsmuligheder i den nye verden. De stærkeste væbnede grupper sidder solidt på det sidste fastland, og så må fanden tage sig af resten.

Det er syv år siden Laras far forsvandt. Han var soldat i søfolkets hær, der forsøgte at erobre noget land til almindelige mennesker. Han er formodet død, og Laras mor har taget en ny mand.

På en dykkertur, der foregår fra faldefærdige både uden nogen som helst hjælpemidler, finder Lara og Jarii et gammelt manuskript, der beretter om en hemmelig underjordisk gang ind til den befæstede by. Samtidig opdager Lara, at hendes far i virkeligheden er i live, men han er en udsultet krigsfange i fjendens fængsel.

Lara og Jarii planlægger at befri ham og finde den hemmelige vej ind i den befæstede by.

Det bliver selvfølgelig en livsfarlig opgave fra første færd. Man kan ikke bare lige komme og ville lave helt om på verdensordenen, for de der sidder på flæsket vil naturligvis gøre alt for at blive siddende på denne lukrative post.

Vi får rigelig spænding og uhygge, og der er lagt op til en alvorlig konfrontation. Selvom Lara faktisk kun ønsker at få sin far hjem og ellers bare leve sit sædvanlige liv, så er det ikke sådan, at klaveret spiller. Vi er godt klar over at hun og Jarii kommer til at kæmpe for friheden til at leve uden at være dykkerslaver, så vi venter spændte på fortsættelsen til næste år, for i denne uhyggelige oversvømmede verden kan alt jo ske.

Det er en fremtidsvision, man sagtens kan læse i skole. Den kan være baggrund for mange diskussioner om global opvarmning, overbefolkning og forurening. Skal vi udvikle gæller, eller skal Jordens befolkning reduceres med ca. 90 %, så der er plads på den sidste smule fastland, der vil være tilbage?

Jan Vandall, Bogvægten

 

 

Kloden under vand 1'
Forfatter: Ida-Marie Rendtorff
Forlag: Gyldendal
Udgivet den  23. marts 
4 ud af 6 stjerner

Uhygge under vand: 'Kloden under vand' er en fremtidsroman for unge (fra 12 år og opefter). I bogen er forureningen og de efterfølgende oversvømmelser gået helt galt. Nu lever man på flydende 'øer' og kæmper om de sidste bjergtoppe. 

Lara og Jarii er børnearbejdere på en dykkerbåd. På en dykkertur finder de et gammelt manuskript, der beretter om en hemmelig underjordisk gang ind til en befæstet by. Samtidig opdager Lara, at hendes far er en udsultet krigsfange i fjendens fængsel. Lara og Jarii planlægger at befri ham og finde den hemmelige vej ind i den befæstede by.

Vi får rigelig spænding og uhygge, og der er lagt op til en alvorlig konfrontation.

Jan Vandall, 24timer

 

Forfatter: Ida-Marie Rendtorff

Forfatterens hjemmeside

Bogen kort fortalt: I en verden hvor det meste af Jorden er oversvømmet må pigen Lara overleve de slavelignende forhold som dykkerbarn

Udgivelsesår: 2012

ISBN: 9788702122244

Forlag: Gyldendal

Serie: Kloden under vand

Samlet bedømmelse:7/10

Sprog:8/10

Handling:7/10

Underholdningsværdi:7/10

"Jeg hedder Lara, er 14 år, og jeg har lige set en død.
Båden gynger sagte under mig. Jeg ligger på ryggen og gisper efter luft, mens jeg stirrer op i den blå silkehimmel. Jeg bliver ved med at se den druknede for mig. Den druknede soldat i den oversvømmede by
".

Sådan indledes denne nye serie fra Ida-Marie Rendtorff (der er hende med "Dalia Dragehvisker" og "Vera i virkeligheden"), og jeg vil nok sige at den starter i fuld fart. Vi bliver vist en uhyggelig fremtidsversion af vor Jord, hvor langt det meste af verden synes oversvømmet, og hvor folk enten overlever på de mest højtliggende steder (såsom toppen af skyskrabere eller bjerge), eller på kunstige, flydende øer - som ofte er lavet af alt muligt gammelt affald fra den gamle verden.

Hvor hovedperson, den sympatiske og seje, Lara lever på en af disse "flydeøer", hvor hun arbejder som dykkerbarn. Hvilket vil sige at hendes sindssyge chef/slaveejer (som alle børnene kalder Tudsen) tvinger børnene til at dykke ned i den gamle verden efter ting han kan sælge på markedet. Tudsens personlighed bliver virkeligt sat i ramme, i begyndelsen af bogen hvor han tvinger et af de andre børn til at dykke en hel dag med lungebetændelse - det dør hun sjovt nok af, og så har vi alle en mening om ham, for resten af bogen!

Men vor hovedperson og hendes (kommende) ven Jarii finder den føromtalte døde soldat på en af deres dykkerture og de bjærger hans taske, som viser sig at indeholde en dagbog, som beskriver en hemmelig vej ind i til en af de lokale øer - som ellers er MEGET svære at trænge ind i, da de sidste områder med land, naturligvis er blevet befæstede med alskens soldater-typer, som meget ihærdigt holder almindelige mennesker som Lara og hendes familie ude derfra. På land bor overklassen ... og det har den tænkt sig at blive ved med.

Men Lara og jarii lærer blandt andet gennem dagbogen om hemmeligheder der gør det nødvendigt for dem at forsøge at trænge ind i den befæstede by (trods faren), og så er scenen sat for begydelsen af det der umiddelbart tegner til at blive en ret spændende trilogi.

Bogen er rigtigt god og jeg glæder mig allerede til hvad hun finder på til de næste to bind (det er nok lidt tidligt, men det gør jeg altså)!

Desuden er det en flot bog, som jeg tror vil kunne lokke mange til, bare på grund af forsiden og den spændende tekst bagpå.

Martin, Boggnasker.dk

 

 

Anmeldelse af Kloden under vand: 
I en fremtid, hvor jorden er oversvømmet, og kun de højeste bjerge rager op, følger man Lara og hendes ven Jarri, der arbejder som dykkerbørn, ved en knap så rar mand ”Tudsen”. Under slavelignende tilstande, dykker de efter værdigenstande i de oversvømmede byer. En af dykningerne fører til at Lara finder en logbog, der skal vende op og ned på det liv Lara kender til. 

Kloden under vand, er en udmærket ungdomsbog. Bogen er spændende, og man får automatisk en trang til at læse videre og videre. Man føler med Lara, når hun oplever sorger og glæder, og nyder at få lov til at opleve hendes overvældelse af at se ting, hun aldrig har set før. 

Forfatteren skriver interessant og spændende, og formår at skrive detaljeret i perioder, uden at det bliver for meget. Bogen er tilpas lang og fangende til at langt de fleste unge kan overskue at kæmpe sig igennem bogen. Hvilket helt klar er et plus. Historien ligger godt op til forsættelserne, som helt klart er værd at vente på.

Alt i alt har første del af kloden under vand været en god oplevelse, og jeg ser frem til at følge Lara i de næste bøger.

Mia Smidt Clausen/Gyldendals bøger for unge/facebook

 

 

Da jeg modtog Kloden under vand, overvejede jeg et kort øjeblik at google den, for at se hvad det var jeg havde fået fat i. Jeg besluttede mig dog for at lade være, for at se hvilken oplevelse bogen kunne give mig, uden at jeg havde nogen form for forhåndsviden.

Bogen kaster læseren lige ud på det dybe hav, hvor pigen Lara dykker efter værdier sammen med resten af dykkerbørnene – skarpt overvåget af ’Tudsen’, som sælger værdigenstandene på markedet.

Historien fangede mig allerede fra første side, men bogen vækkede alligevel blandede følelser, for i starten havde jeg ret svært ved at vurdere, hvilket univers jeg befandt mig i. Titlen, Kloden under vand, gav mig associationer om et univers ret langt fra vores virkelighed, og jeg måtte flere gange korrigere min fornemmelse for miljøet, indtil jeg et stykke inde i bogen fik ’tid og sted’ på plads. Derefter var det en ren fryd at læse bogen og at kunne dykke med Lara ind i den fortælling, der udspiller sig. 

Min opfattelse af bogen er generelt meget positiv, og jeg synes forfatteren har skabt en perfekt balance mellem at fortælle den konkrete historie, der er fokus på i denne her bog, og så at give en fornemmelse af, hvor historien bevæger sig hen af i de kommende bøger. Det er beskrevet så tilpas, at bogen i sig selv fungerer som en spændende historie med en afrunding, men så man samtidig venter spændt på fortsættelsen. 

En af de ting jeg bed mærke i, var de små detaljer, som kom dumpende indimellem, fx den fine beskrivelse af træer – noget Lara aldrig selv har set, men kun har fået fortalt om. Også en lille episode på apoteket, hvor hun bliver spurgt, om hun har en recept – hvilket hun ikke ved, hvad er – og hun reflekterer over sin egen uvidenhed, var med til at gøre læsningen til en rigtig fin oplevelse. 

Handlingen sætter lidt gang i tankerne og især de malende beskrivelser af byerne under vand fik ordet ’klimadebat’ til at dukke op i mit hoved, men ellers kræver bogen ikke de store overvejelser af læseren.

Bogen er nem at komme igennem, det er hyggelig læsning, og hovedpersonen Lara kan man ikke andet end at holde af. Så… læs den! :D  Kirstine Moser Bøhme/Gyldendals bøger for unge/facebook

 

Så er jeg næsten færdig med "Kloden Under Vand" og jeg kan kun sige at man skal glæde sig til den! Den er fantastisk og sød og sørgelig og VIDUNDERLIG! :D Anna Chokyo Chan Wørmer/Gyldendals bøger for unge/facebook

 

Originaltitel: Den druknede soldat
Serie: Kloden under vand #1
Forfatter: Ida-Marie Rendtorff
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 208
Læst på: Dansk
ISBN: 978-87021-2224-4

 

Oversvømmelser har intensiveret manglen på resurser på jorden. Kun højtliggende bjergområder er beboet – af bjergfolket – mens den fattigste del af befolkningen, søfolket, lever i hytter på flåder og enkelte på toppen af skyskrabere fra før stormflodernes tid.
Lara er blandt de ældste i en flok af dykkerbørn, som under slavelignende forhold arbejder for ‘Tudsen’ – dykkerbossen, der sender børnene ned i de oversvømmede byer efter ting, som kan sælges på markedet i bjergfolkets hovedstad Tenaffa.
I dette første bind støder Lara ind i liget af en druknet soldat. Jarii, som er en nytilkommen dykkerdreng på hendes egen alder, ser også soldatens lig. Jarii genkender soldatens uniform og fortæller Lara, at soldaten tilhører søfolkets oprørshær. Ved at læse i dagbogen forstår Lara, at den druknede soldat kan have forbindelse til hendes forsvundne far. Hun og Jarii beslutter sig for at stikke af fra dykkerbossen – hun for at finde sin far, og han for at slutte sig til oprørshæren.

Godt nok tager Den druknede soldat noget tid med at gå i gang med den egentlige handling, men det dejlige sprog og de gode detaljer, holder historien kørende indtil handlingen tager fart. Selvom jeg fandt plottet temmelig nemt at gennemskue, så nød jeg bogen. Det behagelige sprog fik mig til at læse videre til sidste side var vendt.
Historien foregår ude i fremtiden, hvor verdens have fylder det meste af jorden. Jeg fandt verdenen meget realistisk og det var spændende at høre om de forskellige klasser. De rige og heldige, der boede i bjergene oppe over overfladen, og de fattige der boede på tage af boligblokke og i de etager der ikke var under vand. Jeg synes Rendtorff fik fortalt og vist verdenen godt frem, og jeg kan hvert fald godt lide den, især Laras profession som dykker.
Lara er en sød, men stærk person, der gerne ofrer sig for de svage. Hun prøver at gøre sit bedste, finder sig i meget for sin søster og mors skyld, og når hun slår noget fast, så er det ikke til at slå ud af hende igen. Jarii kom jeg ikke helt så tæt på, som jeg gjorde ved Lara. Jeg er sikker på, at han er en kanon person, men jeg mærkede det ikke. Sammen udgør de to et godt team, selvom jeg syntes de slap meget pænt af med alt hvad de gjorde.
Bogen var god og jeg glæder mig til fortsættelsen, som slutningen lægger op til.

Bookaholic.dk

 

Kloden under vand 1. Den druknede soldat, af Ida-Marie Rendtorff

En dyster og våd verden.

Den drunknede soldat er første bind i Ida-Marie Rendtorffs nye triologi Kloden under vand.

Lara er 14 år. Det er hende, som fortæller historien.

Det meste af jorden er oversvømmet. Kun de højestliggende landområder stikker op af havet som øer. I øriget Montanien hersker bjergfolket. De holder søfolket ude med pigtråde, høje mure og skarpladte våben.

Lara bor på en kunstig flydeø. Hun er et dykkerbarn, som arbejder for Tudsen. Han er ond i sulet og holder dykkerbørnene under slaveligende forhold. Hver dag må de ud på havet, hvor de dykker ned i den gamle verden for at finde ting, der kan sælges på markedet om lørdagen. De har bare at komme op til overfladen med noget der kan bruges. Ellers bliver de sendt ned igen eller endnu værre - ender i Kassen.

En dag støder Lara og hendes ven ind i den druknede soldat under et dykkertogt. I hans taske finder de en logbog med oplysninger, der kan blive altafgørende for søfolkets kamp - og for Laras familie.

Den druknede soldat er en spændende bog, som ikke ligner noget jeg har læst før. Den verden Lara bor i er ikke særlig rar. Det er ikke et sted, jeg har lyst til at være i virkeligheden. Men jeg vil meget gerne følge med Lara ned i vandet - så længe jeg sidder trygt i min sofa.

Ida-Marie Rendtorff formår at holde læseren fanget hele vejen igennem. Man er helt på Lara og de andre børns side. De fleste voksne er egoistiske og lidt klamme - som Tudsen, som jeg ikke har svært ved at forestille mig. Kan næsten også lugte ham. Ad.

Hvad sker der hvis verden bliver oversvømmet? Hvem tager magten? Hvordan vil vi overleve? Det er bare nogen af de spørgsmål Ida-Marie Rendtorff stiller i Den druknede soldat. Vi får ikke svar på det hele. Men hun giver et muligt bud. Bind 2 af Kloden under vand udkommer næste år.

Ida-Marie Rendtorff har skrevet flere bøger for børn og unge. Klik ind påforfatterens hjemmeside og se om du har læst nogen af dem.

Kloden under vand 1. Den druknede soldat, skrevet af Ida-Marie Rendtordd. Gyldendal, 2012. 208 sider.

Æseløre.dk Rikke Dyrhave Nissen

Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Herværende bog er science fiction, og den flotte forside, hvor den unge heltinde svømmer hen over en oversvømmet, druknet by, lader ingen i tvivl om bogens tema. Ingen speciel formidling er påkrævet

Beskrivelse
Forfatteren har bl.a. tidligere fået udgivet fantasy-serien Dalia Dragehvisker. Herværende bog er en dystopisk fremtidsroman. Engang i fremtiden er Jorden oversvømmet grundet den globale opvarmning. Bjergtoppe og højtliggende områder stikker op af vandet som øer. Den 14-årige Lara og andre unge henter ting op fra de druknede byer for den despotiske dykkerboss, Tudsen. Lara og vennen Jarii finder en gammel logbog hos en druknet soldat, og den bringer dem på sporet af Laras forsvundne far. Det er en utroligt velskrevet historie, hvor man straks fanges ind af bogens intense og fortrolige tone. Det er Lara, der fortæller historien i nutid, hvilket gør handlingen mere nærværende og fysisk. Sproget er flot med gode metaforer og stemningsbilleder. Her er mange gribende skildringer af dykkerbørnenes kummerlige slavetilværelse og nogle nervepirrende skildringer af deres farefulde dykninger. Jeg har ikke læst så god en science fiction for unge siden Josefine Ottesens Det døde land

Sammenligning
Læserne af denne bog bør også læse Josefine Ottesens fine sf-trilogi Det døde land. Den handler også om livet efter en verdenskatastrofe

Samlet konklusion
En virkelig god science fiction bog med et aktuelt tema og nogle vedkommende og spændende hovedpersoner. Sproget er flot, og man får en god læseoplevelse

Lektør: Vera Hollerup

 

Anmeldelse af ”Kloden under vand”: Jorden er oversvømmet, og nu bor de mennesker der er overlevet enten som det rige bjergfolk på det land der endnu rager op, eller som dykkerfolk på flydende platforme eller toppen af gamle bygninger. Lara, vores heltinde, bor på en platform sammen med nogle andre børn, deriblandt hendes ven Larri. De dykker efter værdigenstande for deres boss ”Tudsen”.

Man må vel sige, at bogen er rimelig aktuel pga. klimaforandringerne (selvom jeg selvfølgelig håber, at de bliver så ekstreme som de er i bogen!), og det var spændende læsning fra ende til anden. 

Bogen har en fin balance mellem den historie, der sker lige nu, det der kom før. Det er et spændende univers at blive lukket ind i, og jeg ser allerede frem til toeren. Nogle gange, når Lara undrer sig over de ting hun er blevet fortalt om verden før oversvømmelserne, havde jeg selv lidt svært ved at regne ud, hvad det var hendes mor egentlig havde fortalt hende om... Hvad er f.eks. de hvide kabelbaner... hm. Det gør det hele lidt svært at regne ud, hvilket er et PLUS.

Det eneste minus jeg lige kan komme i tanker er, at jeg godt synes, at bogen er lidt for kort. Det er mest fordi jeg godt kan lide bøger, som jeg kan have i hånden i lidt længere tid. Men heldigvis er det jo en trilogi, så jeg kan bare købe de næste. Hurra for det! Amalie Keiser-Nielsen/ Gyldendals bøger for unge/facebook

 

I mange science fiction-romaner er jorden blevet ødelagt af krig eller voldsomme naturkatastrofer, og de fiktive fremtidssamfund er som regel både skræmmende og realistiske. I Ida-Marie Rendtorffs nye trilogi Kloden under vand er stort set hele jorden blevet oversvømmet, og her lever en gruppe børn af at dykke efter værdifulde genstande.

14-årige Lara er et af disse dykkerbørn, der bor på en flydende platform på havet. Her styrer dykkerbossen Tudsen børnenes arbejde med hård hånd - han skal nemlig sælge de bjærgede genstande på bjergfolkets marked. Bjergfolkene er de mennesker, der er så heldige at bo på landjorden - de bjergtoppe, der stadig stak op efter oversvømmelserne, og nu udgør små øer. Her lever de under skarp bevogtning, så de fattige søfolk ikke trænger ind uden tilladelse.

Under et af sine sædvanlige dykkertogter finder Lara og vennen Jarii et lig med en notesbog, der ved første øjekast ikke virker særlig interessant for andre end hende selv, fordi den nu afdøde ejer muligvis kendte hendes døde far. Men den viser sig at indeholde fortrolige oplysninger, og snart ændres Laras liv for altid.

Den druknede soldat byder måske ikke på så mange overraskelser, men historien er både spændende og velskrevet. Ida-Marie Rendtorffs sprog er meget ubesværet og letlæseligt, og man flyder gennem bogen side for side, samtidig med at man er godt underholdt. Det skræmmende fremtidsscenarie virker realistisk og troværdigt, men de fleste af figurerne er lidt endimensionelle - enten er de meget gode eller meget onde.

Der er planlagt yderligere to bøger i serien, og det bliver rigtig interessant at følge Lara og Jariis videre eventyr!

Forfatter: Ida-Marie Rendtorff
Forside: Harvey Macaulay
Forlag: Gyldendal
Sider: 208
Udkommet: 23. marts 2012

Troldspejlet

 

Den druknede soldat af Ida-Marie Rendtorff

POSTED ON 30. APRIL 2012 BY SABINE

Titel: Den druknede soldat
Forfatter: Ida-Marie Rendtorff
Serie: Kloden under vand #1
Udgivelsesdato: 23. Marts 2012
Forlag:
Gyldendal
Sider: 208
Sprog: Dansk
 

Første bind i en ny stor trilogi. Det meste af Jorden er oversvømmet. Kun højtliggende landområder stikker op af havet som øer. I øriget Montanien hersker bjergfolket, og med pigtråd, høje mure og skarpladte våben holder de søfolket ude. Lara og hendes ven Jarii bor på en kunstig flydeø. De er blandt de ældste i en flok dykkerbørn, som under slavelignende forhold arbejder for dykkerbossen “Tudsen”. Han sender børnene ned i de oversvømmede byer efter ting, som kan sælges på markedet i bjergfolkets skarpt bevogtede hovedstad Tenaffa. Under et dykkertogt støder Lara og Jarii på liget af en druknet soldat. I hans taske finder de en logbog med oplysninger, der kan blive altafgørende for søfolkets kamp – og ikke mindst for Laras familie.

Ida-Marie Rendtorff er blandt andet forfatteren bag Dalia Dragehvisker. En populær fantasy serie for børn. I Kloden under vand har hun taget fat i den dystopiske genre – en genre der så småt vokser sig større og større og som nu også er aktuel for det yngre publikum.

Den druknede soldat omhandler 14-årige Lara der bor på en flydeø i en verden der er oversvømmet, bortset fra få steder hvor jord eller bygninger er høje nok til, at stikke op over de store vandmængder. Her lever hun sammen med andre dykkerbørn, der hver dag har til job at svømme ned til den oversvømmede by og finde ting og sager af værdi, som skal sælges videre. Børnenes hverdag er hård, uden meget mad og fornøjelse. Lara og de andre lever et barsk liv, men da Lara og den nye dreng, 15-årige Jarii, finder en gammel logbog, begynder nye – men bestemt ikke lette – eventyr for de to.

Bogens målgruppe er børn og unge, men den kan sagtens nydes af ældre læsere, da den er skrevet i et sprog der langt fra er barnligt. Jeg faldt helt i staver og kunne slet ikke stoppe med at fortsætte læsningen. Både på grund af, at Den druknede soldat er en glimrende skrevet, men mest af alt på grund af at det forbløffende spændende plot der er fyldt med action, livagtige personer og små mysterier. Handlingen og ikke mindst den skræmmende fremtidsverden er meget original, og jeg glæder mig som et lille barn på den næste bog i serien. Især med sådan en slutning. Den druknede soldat kan, om man vil, være lærerig for yngre læsere, da man sætter stor pris på det luksus vi lever i efter at have læst om de problemer befolkningen i Laras verden gennemlever.

Sabines bogblog facebook/ http://sabiineb.wordpress.com

Ida-Marie Rendtorff E-mail: ida-marierendtorff@hotmail.com Telefon: 22397456